Færre unge cykler: Nu skal nyt projekt finde løsningen

Cyklen spiller ikke længere nødvendigvis den samme rolle i unges transportvaner som tidligere. Nu skal et nyt projekt undersøge, hvordan flere gymnasieelever kan motiveres til at tage cyklen frem for bilen eller den kollektive transport.
Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme under Vejdirektoratet gennemfører projektet i samarbejde med eksterne rådgivere. Forsøgene finder sted på Virum Gymnasium, Rosborg Gymnasium i Vejle og Sct. Knuds Gymnasium i Odense.
Målet er både at få flere elever op på cyklen, fastholde de unge, der allerede cykler, og undersøge, hvad der motiverer dem til at vælge cyklen.
”Hvis flere unge skal vælge cyklen i hverdagen, kræver det, at vi bliver klogere på, hvad der motiverer dem, og hvordan vi kan understøtte de gode valg lokalt. Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme spiller en vigtig rolle ved at samle viden, teste nye løsninger og dele erfaringer, så endnu flere kan få glæde af det, der virker," siger by-, land- og transportminister Signe Munk.
Initiativerne handler blandt andet om fællesskab og oplevelser. På nogle gymnasier kan cyklende elever få en ”optursankomst” med eksempelvis gratis kaffe, mens andre får spejle og faciliteter ved cykelparkeringen.
Der skal også testes midlertidige opholdsarealer på områder, der normalt bruges til bilparkering.
Forsøgene evalueres gennem observationer, interviews og registreringer. Erfaringerne skal senere deles, så de kan bruges i arbejdet med at få flere unge til at cykle i hele landet.
Faktaboks:
- Projektet gennemføres af Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme under Vejdirektoratet.
- Forsøgene foregår på Virum Gymnasium, Rosborg Gymnasium i Vejle og Sct. Knuds Gymnasium i Odense.
- Målet er at få flere unge til at cykle og fastholde nuværende cyklister.
- Initiativerne omfatter blandt andet gratis kaffe, faciliteter ved cykelparkering og nye opholdsarealer.
- Projektet evalueres gennem observationer, interviews og registreringer.
- Erfaringerne skal deles med aktører, der arbejder med cykling blandt unge.
- Videnscenteret blev etableret i forbindelse med Cyklens År i 2022.






Accepter kun nødvendige cookies